Som vi har kunnet fortælle på Gamereactor i de sidste ugers tid, ser det ud til at den tyske spiludvikler Crytek (Crysis 3, Ryse: Son of Rome og Warface samt det kommende Homefront: The Revolution) har økonomiske problemer. I sidste uge kunne vi fortælle at der mere eller mindre ingen topledelse var tilbage hos Crytek UK. Dette ser nu ud til at betyde at flere medarbejdere søger væk fra studiet.
En af disse er Tiago Sousa, som er grafisk chef hos firmaet. Han har nu sagt op for at fortsætte spiludvikling hos firmaet bedst kendt for Doom, nemlig Id Software. Efter at teknik-guruen John Carmack for et halvt års tid siden forlod ID Software, er de sikkert ganske begejstrede for at få styrket deres grafiske position.
