Sony dropper PlayStation Mobile på nyere Android-versioner

Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2014-08-06

Sony meddeler (via deres japanske side at de dropper understøttelsen af deres PlayStation Mobile-tjeneste på nyere og kommende versioner af Android.

PlayStation Mobile var oprindelig del af et tiltag, der skulle gøre det lettere for små udviklere at lave spil på tværs af PlayStation Vita, PSP og såkaldte PlayStation Certified-telefoner. Xperia Play-telefonen var blandt andet del af det initiativ.

PlayStation Mobile vil fortsat virke med telefoner, der kører Android 4.4.2 eller ældre, men Sony vil ikke love at det fungerer problemfrit med nyere versioner af Android. På den kommende Android L vil tjenesten slet ikke fungere.

Sony siger, at de i stedet vil koncentrere deres håndholdte kræfter på PS Vita og PS Vita TV. Det er nok en fornuftig beslutning, eftersom PlayStation Mobile aldrig rigtig slog igennem, for nu at sige det pænt.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage