Hvis dit eneste rigtige møde med Daredevil er Ben Affleck-filmen fra 2003, så kan jeg sagtens forstå hvis du er skeptisk lige nu, for den film var mildest talt noget lort, og sandsynligvis den dårligste af den første bølge af Marvel-film, fra dengang før de selv begyndte at producere dem. Og ja, det vil sige at den er værre end Ang Lees Hulk. Det siger en del.
Men glem alt om Affleck. Daredevil har måske ikke helt så høj profil som Spider-Man, Thor, Iron Man, X-Men, Captain America og alle de andre, men det er en af de mest vedholdende serier, forlaget har kørt, og med lidt udvalgt læsning tror jeg næsten jeg tør love, at DD bliver en af dine foretrukne Marvel-serier på kort tid. Lad mig sige det sådan her, jeg har pløjet mig igennem mere end 20 numre de sidste par dage.
Wake Up, der kørte i 2002 i numrene 16-19, er et fremragende sted at starte, og det er det af to grunde. For det første var det her, Brian Michael Bendis steg på, og han kørte serien næsten uafbrudt de følgende fire år.
For det andet er Wake Up den visuelt mest unikke serie, der er med på denne liste. Ét stor sammensurium af udklip, halvfærdige skitser, smukke udløbne akvarelfarver, børnetegninger, you name it. Den ligner ikke rigtig noget andet, og den meget eklektiske og rammebøjende stil er et perfekt valg til historien.
Wake Up handler nemlig ikke så meget om Daredevil selv, men i stedet om journalisten Ben Urich, der er kommet på færden af en historie han ikke kan hitte rede i. Han har nemlig mødt en ung dreng, der er blevet stærkt traumatiseret og har trukket sig ind i en fantasiverden som konsekvens, efter på en eller anden måde at have været i kontakt med Daredevil.
Hvad er der sket? Hvad er Daredevils indblanding? Og er det overhovedet en historie, der kan komme i avisen? Wake Up minder som sagt om få andre superheltetegneserier, og er en flot eksponent for hvad mediet kan. Udover at være et spændende mysterium, altså.