To af de mest kritikerroste spil på PlayStation 2 var Ico og Shadow of the Colossus, begge udviklet af Sony-studiet Team Ico, der satte nye standarder for effektivt underspillet stemning og følelsesvækning i spil. For deres tid var de forrygende, og derfor var vi selvfølgelig mange, der havde julelys i øjnene efter afsløringen af The Last Guardian, dengang kendt som Project Trico, til PlayStation 3.
Problemet er bare, at spillet har været et no-show på spilmesser fire somre i træk. I mellemtiden har projektets spydspids, Fumito Ueda, forladt Sony, og det eneste vi har hørt i umindelige tider er benægtelse af, at spillet skulle være droppet.
Sony har sandsynligvis besluttet at rykke det over på PlayStation 4 i stedet, men med flere år uden konkrete livstegn fra The Last Guardian, så begynder det at ligne et nyt evighedsprojekt á la Duke Nukem Forever. Øv.