Opkøbsspecial: Bungie

Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2014-09-14

Den seneste uge har der svirret rygter om, at Microsoft er tæt på at indgå en aftale om at købe Minecraft-studiet Mojang for svimlende to milliarder dollars. Seneste rygter siger, at aftalen bliver officielt bekræftet allerede i morgen. Hvis prisen vitterligt bliver to milliarder dollars, er det det dyreste køb af en spiludvikler nogensinde, dyrere end da EA gav 775 millioner dollars for Bioware.

Derfor kigger vi i denne uges søndagsspecial på nogle af de mere prominente eksempler på udgivere, der har købt udviklerstudier, gennem spilhistorien, og ser på hvordan det er gået studierne siden - på godt og ondt.

Da det jo er Microsoft, der har inspireret til denne søndagsspecial, er de også det første selskab, vi ser nærmere på - eller rettere, deres køb af Halo-skaberne fra Bungie.

Bungie startede ud helt tilbage i 1991, og levede i mange år af at udvikle spil til, af alle platforme, Mac. Længe før nogen andre anså Mac'en som en seriøs spilplatform, satsede Bungie helt og holdent på den, og fik ganske pæn succes med deres Marathon-serie. Den udmærkede sig blandt andet ved at være det første spil i FPS-genren, der lod spilleren kigge op og ned med musen.

I 1999 annoncerede de Halo, der dengang var tænkt som en third-person shooter til Mac og Windows. Studiet var stadig så Mac-orienterede, at spillet første gang blev vist frem på MacWorld, under den dengang midlertidige CEO Steve Jobs' keynote-præsentation. Microsoft købte Bungie året efter, gjorde spillet Xbox-eksklusivt, og overbeviste designerne om, at spillet burde være i førsteperson i stedet.

Her kunne man fristes til at sige, at resten var historie. Halo blev en monstersucces, anses for at være spillet, der gjorde FPS-genren populær på konsol (selvom Goldeneye var der først), og fik adskillige efterfølgere.

Men noget knagede i krogene hos Bungie. De savnede at være frie fugle igen, og at lave noget andet end Halo, Halo, Halo. Microsoft gav dem lov, og snart blev Bungie udskilt i sit eget separate selskab, som MS dog stadig havde en mindre aktiepost i. De sagde endegyldigt farvel til Halo-serien med Reach i 2010, hvorefter 343 Industries overtog den. Siden da har de knoklet med Destiny, der udkom i denne uge, og allerede er blevet en finansiel succes. Det er det første spil under Bungies tiårige udgivelsesaftale med Activision.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage