Dansker spiller sig vej til Hearthstone-VM på BlizzCon

Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2014-09-29

Her i weekenden var der Dreamhack Stockholm i, ja, Stockholm, og set med danske briller var der især én af de store esports-turneringer til eventet, der var interessant.

I Hearthstone-turnering var der nemlig fire pladser til verdensmesterskabet på BlizzCon i november på højkant, og danske Filip Samuelsen, også kendt som NumberguyHS, løb med en af dem.

De tre øvrige vindere blev Kaor fra Italien, GreenSheepHS fra UK og Kolento fra Ukraine. Til BlizzCon-finalerne er der $100.000 (cirka 586.000 kroner) til vinderen, og en samlet præmiepulje på $250.000.

Samuelsen har været så flink at dele sine decks på Twitter, så vil du vide hvilke kort man skal have, for at være blandt verdens bedste Hearthstone-spillere, så finder du svaret der.

BlizzCon finder sted den 7. og 8. november. Du kan gense Dreamhack-turneringen på Twitch.tv.

Foto: Blizzard.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage