I dag er indie-spil over det hele - der er faktisk så mange af dem, at de kæmper om opmærksomhed og Steam-udsalg og Humble Bundle-medvirken, fordi der er kommet så mange spil inden for markedet, at der efterhånden ikke er plads til dem alle.
Sådan har det selvfølgelig ikke altid været. For ti år siden eksisterede udtrykket "indie gaming" knapt nok. Men det lavede Braid om på. Jonathan Blows fine lille puzzle-platformer, der satte sig for at være en kommentar på aktuelle tendenser inden for spiludvikling og samtidigt fortælle sin historie på helt nye måder. Det kan lyde prætentiøst, og man kan snildt argumentere for at Braid er overvurderet, men det er nu stadig et underholdende spil, der i høj grad satte indie-scenen på kortet.