Når Civilization: Beyond Earth låser op på Steam klokken 01 fredag morgen, så er spillet kun tilgængeligt til Windows. Men 2K Games har i dag meddelt på Twitter, at spillet også lander på Mac og Linux, inden året er omme.
[Beyond Earth] makes planetfall Holiday 2014 on Mac and Linux," lyder det i tweetet. Samtidigt linker 2K Games til en side på Civilization.com, der skulle have flere detaljer, men som i skrivende stund ikke virker.
Det var nok blot et spørgsmål om tid, inden Mac- og Linux-versionerne af spillet blev afsløret, da forgængeren Civilization V også endte med at udkomme på de to platforme. Formodentlig bliver Beyond Earths Mac- og Linux-understøttelse med Steamplay, der betyder at man får spillet til alle tre platforme, når man køber det på Steam, men det ved vi ikke med sikkerhed endnu.
Vores anmeldelse af spillet kan du i øvrigt læse torsdag eftermiddag.