Christiano Ronaldo har haft en afsindigt imponerende start på sæsonen i den spanske liga i år, og det giver åbenbart problemer for kampsimulationen i det kommende Football Manager 2015. Det fortæller Miles Jacobson fra udvikleren Sports Interactive i et interview med Gamereactor.
"Spanien viser bare, at fodbold er vanvittigt når Ronaldo er med. Han har lavet hvad, 14 mål på otte kampe nu? (faktisk er det 16 mål på otte kampe, red.) Så ja, kort sagt prøver Spanien at ødelægge vores kamp-motor, og det har givet nogle problemer under vores tests. For vi vil gerne gøre de her ting ordentligt og få dem balanceret".