Denne uges søndagsspecial handler om tv-serier. For selvom vi har haft en rekordvarm oktober måned, er der ingen vej uden om det faktum, at det kolde, våde, mørke og deprimerende efterår for alvor har indfundet sig. Det er hæsligt, og der er sikkert mange af jer, der bliver ramt af influenza eller end ond forkølelse inden for en overskuelig fremtid. Og i de tilfælde er der ikke noget bedre end at putte på sofaen med dyne, te og en god tv-serie, man kan binge sig igennem. Derfor har vi udvalgt en stribe serier, vi varmt vil anbefale, både af de sjove, actionfyldte, dramatiske og skumle af slagsen. Nogle af dem tabte tråden hen ad vejen, men det ændrer ikke på de stærke indtryk fra de første sæsoner. Andre er suveræne fra start til slut. Og ja, du må gerne læse med, selvom du ikke er blevet smittet med en efterårssygdom. Alle serierne kan ses på streaming-tjenester herhjemme.
Vi lægger ud med Better Off Ted, en kriminelt overset komedieserie, der kørte i to sæsoner i USA og aldrig fik en ordentlig afslutning. Altså skal du forberede dig på, at den slutter ret brat - men det gør ikke så meget, for den er hyleskæg hele vejen indtil da.
Serien handler om Ted. Han er mellemleder i et selskab, der hedder Veridian Dynamics, og som minder lidt om Aperture Science fra Portal-serien - hvis man altså fjerner enhver form for etik og moral. Det er den slags firma, der kan finde på at fryse en af sine medarbejdere ned, bare for at se om det virker. Et firma, der sætter sig for at gøre græskar til våben i håb om at score lukrative kontrakter. Eller udvikler en ny generation af orkansikre hunde.
Og selvom Veridian gavmildt kan beskrives som onde og skruppelløse, personificeret ved Teds chef Veronica (skønt spillet af Portia de Rossi), så er de fleste ansatte entusiastiske og søde, om end lidt sære, inklusiv Ted. Det er sort, absurd og skideskægt.