Seriespecial: True Detective

Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2014-11-16

Hvis du kun har set Matthew McConaughey og Woody Harrelson spille over for hinanden i den tåbelige komedie Surfer Dude, så er du måske skeptisk overfor True Detective, men det bør du ikke være. De to skuespillere er nemlig meget mere end talende vaskebræt og bøvet bartender, og det viser de til fulde i denne HBO-serie.

True Detective tog både kritikere og seere med storm, da den tidligere i år rullede over skærmen. Krimiserien, der ikke rigtig var en krimiserie, holdt os limet til sofaen, ikke mindst takket være forrygende skuespilspræstationer fra de to hovedrolleindehavere. McConaughey brænder igennem som den dystre og dybt sortseende Rust Cole, og det er næsten synd for Harrelson at McConaughey løber med alt opmærksomheden, for han er ligeledes forrygende som den på overfladen retskafne men i virkeligheden løsagtige og hykleriske Marty Hart.

Det umage makkerpar jagter en seriemorder, i en periode henover 11 år, fortalt dels gennem flashbacks og gennem afhæringer af de to i nutiden. Men True Detective gør det fra starten klart, at serien egentlig ikke er så interesseret i sit eget mordmysterie. I stedet er det portrættet af vores to hovedpersoner, der er i centrum, i en grad så næsten alle andre figurer bliver en del af baggrunden.

Det lyder måske underligt, men True Detective tegner så magnetisk og nuanceret et billede af Cole og Hart, at det er svært at kigge væk. Samtidigt er vidunderligt skudt. Instruktør Cary Fukunaga har et fantastisk øje, og der er snart sagt ikke et billede i True Detective, der ikke er smukt - uanset hvilke uhyrligheder, det ellers består af.
Man kan med rette kritisere True Detective for meget - blandt andet at kun få andre af det ellers fremragende skuespillerhold rigtig får lov at folde sig ud, fordi serien er så orienteret om McConaughey og Harrelson, eller at slutningen virker en kende uforløst. Men over de otte timer, den varer, er True Detective en forrygende dramatisk rutsjebane, og en af de bedste tv-oplevelser, man kan unde sig selv. På det punkt er den i selskab med The Wire og Sopranos - en serie, man skal have set.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage