Få serier har ramt den udbredte terror-paranoia, vi har levet med de sidste 13 år, så godt som Homeland gør. Efter adskillige år i fangeskab dukker marinesoldaten Nicholas Brody pludselig op. Alle troede han var død i krigen mod terror, men nej, og han vender nu hjem og bliver hyldet som helt. Alle har travlt med at sympatisere og hædre krigshelten, der har været så grueligt meget igennem under sit fangeskab. Undtagen CIA-officeren Carrie Mathison, der er overbevist om at Brody er blevet hjernevasket og omvendt, mens han var taget til fange, og er dukket op med det formål at udføre et terrorangreb.
Serien spiller behændigt på denne tvivl - er Brody helt eller skurk - og tager sig enormt god tid med at give et endegyldigt svar. Samtidigt skildrer den også Brodys svære problemer med at vende tilbage til hverdagen, såvel som de konsekvenser, det har for hans familie, at han nu pludselig er tilbage - efter de ellers har troet at han var død.
Homeland holder desværre ikke hele vejen. Filmen knækker på et tidspunkt, enten i anden halvdel af anden sæson, eller i starten af tredje, alt afhængigt af ens smag. Men op til det punkt er den aldeles fremragende, med højoktan spænding af den kaliber, 24 Timer kunne levere, inden den gik hen og blev en parodi på sig selv.