Har du altid drømt om at sidde på sofaryggen uden bebrejdende blikke? Eller hvad med at slænge dig i selvsamme med skoene solidt plantet i det røde velourbetræk? Eller at spille med bind for øjnene? Alt dette er nu snart ikke længere kun en drøm, hvis vi skal dømme efter de medfølgende pressebilleder fra Teknisk Gymnasium ZBC i Ringsted.
Mere seriøst, så er det snart muligt at tage en uddannelse i Sjælland med fokus på spiludvikling.

Fra august kan fremtidens spildesignere, spiludviklere, it-ingeniører eller innovationskonsulenter kickstarte deres kommende karriere med en studentereksamen fra Teknisk Gymnasium ZBC i Ringsted. Gymnasiet åbner studieretningen Game Design, som henvender sig til alle, der har lyst til at arbejde med den sidste nye viden inden for spil-udvikling, digitale grafiske udtryk og programmering.
Rektor Jan Mandrup Jacobsen, leder af både Teknisk Gymnasium ZBC og Handelsgymnasiet ZBC i Ringsted, ser det nye tiltag, som en naturlig forlængelse af gymnasiets aktiviteter:
"På verdensplan er spilindustrien i dag større end filmindustrien, og det er et område i vækst. Både unge og voksne kender til glæden ved at spille, om det så er Quizbattle på mobilen eller League of Legends på en bærbar eller stationær computer. Spiludvikling går rigtig godt i spænd med vores obligatoriske fag på det tekniske gymnasium og med ZBC's generelle fokus på undervisning i innovation," opsummerer rektor Jan Mandrup Jacobsen og fortsætter: "Derfor ligger det lige for, at vi til august starter Game Design, hvor unge med interesse for spil kan få mulighed for at udforske det allerede i gymnasieårene og komme tættere på, hvilke aspekter af udviklingen, de brænder for."
Fakta: "Game Design kan vælges af elever, som søger ind på Teknisk Gymnasium ZBC i Ringsted med start august 2015. Studieretningen henvender sig til unge, som vil arbejde med at designe og udvikle spil, apps og interaktive medieoplevelser. Udover de obligatoriske fag vil studieretningen have tre specifikke fag: Kommunikation/it A, Engelsk A og Design B."
Er det noget du brænder for?