Den skulle jo med. Det er en julefilm. Basta. Tro ikke rygterne om det modsatte.
Bill Murray spiller tv-meteorologen Phil Connors, der er en selvoptaget nar. Han er i den lille flække Punxsutawney med et produktionshold for at dække "Groundhog Day", en gammel tradition hvor byen samles for at se et skovmurmeldyr kravle ud af sin hule, og dermed afgøre om det bliver en lang vinter, eller om foråret er lige om hjørnet.
Det er en dødssyg opgave, som han overhovedet ikke gider. Men Phil bliver fanget i en tidsløkke. Han gennemlever denne samme dag igen og igen, vågner klokken 06 hver morgen i sit hotelværelse, uanset hvad han foretager sig. Han aner ikke hvordan han skal slippe ud af den, og det får stimuleret både hans hang til at være et røvhul, såvel som hans bedre sider. Og det er ret så morsomt at se.
"Men hov," siger du nu måske, oh du kværulerende læser der hæfter sig ved ting som detaljer og fakta. "Groundhog Day foregår den 2. februar". Tyst, siger vi, for det er vinter, det er snevejr, og julen varer hele vejen til påske og måske endda længere, basta!