Bioware har på deres blog nu beskrevet deres fremtidsplaner for rollespillet Dragon Age: Inquisition. Lige nu er det vigtigste fokus på patches, og den nyeste lander i dag på PC, PS4, PS3 og Xbox 360, mens Xbox One udgaven forventes ude ganske snart. Her loves der en masse smårettelser og forbedringer, blandt andet en mere stabil spiloplevelse.
Udviklerholdet nævner også, at de har tilføjet nogle småting, som de gerne ville have haft med til lanceringen, hvis tiden havde tilladt det. De går dog ikke i detaljer med, hvilke småting, der er tale om.
Vi anmeldte spillet på Xbox One og var yderst tilfredse, ligesom spillet i denne uge blev kåret til årets spil på den såkaldte The Game Awards i Las Vegas. Du kan læse vores anmeldelse her.