Tom Amiibo-æske solgt for $37.000

Tekst: Redaktionen
Publiceret 2014-12-24

Vi har tidligere fortalt, at en fejlproduceret Samus-figur med to våben fremfor ét havde indbragt et højere beløb, og at en ny Amiibo-figur i form af en Princess Peach uden ben indbragte $25.000.

Nu er rekorden dog slået. Sælgeren Martin har på eBay fået $37.000 for en fejlproduceret Amiibo-figur. Denne gang var det Wii Fit Trainer, der indbragte de høje summer, ganske enkelt fordi hun ikke var med i æsken.

Her på redaktionen kan vi sagtens følge køberen, for det er nu engang nogle kroner værd at slippe for denne figur, og vi er flere, der hellere vil købe defekte eller manglende Amiibo-figurer end at bruge pengene til unødvendigheder som Mario, nødhjælpsarbejde eller husleje.

Denne nyhed er naturligvis det pure opspind og skal ses som en satirisk og kærlig kommentar til spilbranchen i anledning af julen. Vi håber at I griner med, kommenterer eller får raset ud inden juleanden skal fortæres.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage