Er du årets gamer? Deltag her!

Tekst: Lee West
Publiceret 2015-01-12

For sjette år i træk afholder Multimedieforeningen Danmarks officielle prisuddeling for computerspil - Danish Game Awards. Ved et storstilet galla-show samles distributører, udviklere, kendisser, presse og spilentusiaster for at fejre, at computerspil i dag er en succesfuld og seriøs underholdningsform med bred appel til både de traditionelle computerspillere og til hele familien.

Ved DGA hædres en række ildsjæle inden for spilbranchen og alle de bedste danske og internationale computerspil bliver kåret.

I år uddeles desuden for første gang den nye pris "Årets Gamer":

"Årets nye pris går til Danmarks største computerspiller, der således kan smykke sig med titlen som Årets Gamer 2015. I sidste ende er det jo alle computerspillerne, det hele handler om, så det er helt oplagt, at vi også hædrer Danmarks mest dedikerede computerspiller. De nominerede findes af tre af Danmarks største spil-medier og ved selve showet findes vinderen i en live-battle på scenen," fortæller Morten Nielsen, der er formand for Multimedieforeningen.

På Gamereactor har vi fået opgaven at levere en af de nominerede til kampen om at blive årets gamer. Mener du, at du er den rette til at repræsentere Gamereactor, så skriv med herunder, og fortæl os hvorfor vi skal vælge dig. Du har indtil onsdag.

Du kan læse mere om showet på Danish Game Awards hjemmeside. Her kan du også være med til at sætte dit aftryk på valget af årets spil.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage