Vi bad jer skrive, hvis I mente, at I fortjente at repræsentere Gamereactor som årets gamer ved dette års Danish Game Awards. Vi fik en del besvarelser, og også nogle, der undredes over, at vi ikke bare valgte et redaktionsmedlem eller en moderator. Det viste sig, at blive det begge af bedste verdener.
Carmillah har været bruger på Gamereactor siden 2005 og skrev følgende:
"Jeg er nået dertil hvor jeg nu har 10 konsoller i min samling. Jeg bliver ofte spurgt hvorfor jeg ikke sælger de gamle af slagsen, men det kan jeg ikke. End ikke mine gamle spil, som jeg ikke har spillet i flere år, kan jeg gå af med. Det gør helt ondt i mit hjerte blot at tænke på det, for man ved jo aldrig om jeg pludselig en dag får lyst til et gensyn med en gammel kending.
Ud af de 26 år jeg har levet, har jeg spillet i de 22 af dem. Og det er ikke engang mig selv jeg kan takke for at have startet interessen. Det er min mor. Min mor forærede mig en SNES og en Gameboy, da jeg var 4 år gammel, og jeg var afhængig lige med det samme.
Den dag i dag er der som nævnt kommet mange flere konsoller til, og hver eneste gang jeg får en ny, ryster min mor blot på hovedet. Men jeg er hende evigt taknemmelig, for den dag i dag, er jeg så heldig at jeg er afdelingsleder i en butik som har (hvis jeg selv skal sige det) landets flotteste spilafdeling. En afdeling som flere gange er blevet nomineret til Årets Butik. Det gør mig rigtig glad indeni, at jeg nu kan leve af min hobby, og får lov til at rådgive gamere og andet godtfolk om alt indenfor gaming og udstyr."
Da vi ringede for at overbringe nyheden, forklarede hun, at hun faktisk slettede kommentaren igen, da hun pludselig indså, at det kan tænkes, at man skal dyste i FIFA på PC. Det var nok til at give den ellers så erfarne gamer og Gamereactor-moderator sved på panden. Vi overtalte hende til at genindsende kommentaren og mande (kvinde?) sig op.
For hun skal med til DGA og bevise, at hun er en ægte gamer og Gamereactor-repræsentant. Og hun er både en engageret spilsælger, en god moderator og en fandens gal gamer, så valget var oplagt. Tillykke!
Du kan læse mere om DGA-showet på Danish Game Awards hjemmeside.
Her kan du også være med til at sætte dit aftryk på valget af årets spil, så kig forbi siden og lad din stemme blive hørt.
<bild></bild>