Nintendo viser flotte salgstal

Tekst: Philip Lauritz Poulsen
Publiceret 2015-01-29

Nintendo kunne i går fremvise nogle ganske hæderlige tal, da de præsenterede deres kvartalsrapport fra oktober til december. Et overskud på intet mindre end 381 mio. dollars (over 2,5 mia. danske kroner) gør, at Nintendo kan se tilbage på efterårskvartalet med et smil på læben. Der blev i samme periode solgt næsten 5 millioner 3DS-enheder, hvoraf 580.000 var den nye version.

Wii U så også en kraftig salgsstigning med 1,9 mio. solgte maskiner, og spilsalget så ligeledes ganske fornuftigt ud. Her havde Super Smash Bros solgt 10 mio. eksemplarer, hvoraf 6,19 mio. var til 3DS, og de resterende 3,39 mio. var til Wii U.

Mario Kart 8 og Pokémon Omega Ruby/Alpha Sapphire solgte også godt, med tal på henholdsvis 4,77 mio. og 9,35 mio solgte. Hvorvidt Amiibo-figurerne var med til at hjælpe salget kom de ikke nærmere ind på.

Tilsvarende statistikker fra Microsoft kan findes her, mens Sonys tal offentliggøres i næste uge.

Var du selv en af de mange, der fik en Wii U eller 3DS i julegave?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage