Mange vil måske argumentere for, at The Last of Us ikke er et zombie-spil, og det har de til dels ret i. Der er nemlig ikke nogen zombier i spillet, i hvert fald ikke i den klassiske forstand. I stedet blev vi præsenteret for "The Infected", som er mennesker der er blevet inficeret en muteret version af cordyceps-svampen, og som forvandler alle, de bider, til voldelige mutanter som dem selv. Der kan du bare se, det er noget helt andet.
Spillet bragte os på en fantastisk rejse på tværs af USA, i selskab med makkerparret Joel og Ellie, mens de kæmpede sig forbi horder af monstre, og undgik andre overlevende, der ofte var langt farligere end den muterede del af befolkningen.
Det var til glæde for mange, at spillet blev genudgivet til PS4 sidste år, da mange der havde taget springet fra Xboxen i sidste generation til Sonys konsol nu også havde mulighed for at prøve dette mesterværk. Vi valgte dette til årets spil i 2013. Redaktionen har åbenbart en svaghed for den slags fortællinger.