EA-bossen Andre Wilson har for nyligt udtalt, at de hos EA mener, at flere og flere spillere vil ønske sig en gratis indgangsbillet til spil i fremtiden. Vi kender alle free-to-play-modellen, som de færreste hardcore gamere bryder sig synderligt om.
Det er sådan set ganske forståeligt, men tanke på, at de sjældent bliver alt andet end gratis. Det interessante ved udtalelsen er måske, at Wilson sammenligner det med eksempelvis film-tjenesten Netflix, hvor man ofte har en prøvetid, inden man beslutter sig for et køb.
Selv benævner han modellen - meget mere korrekt - som free-to-start. Den betegnelse leder også mere tankerne hen på datidens demoer, hvor man kunne prøve en smule af spillet, inden man besluttede sig for et køb. Desværre ser vi ofte F2P-modellen ændre drastisk på spillets gameplay og tilføre eksempelvis timere.
Wilson fortæller, at forbrugeren er blevet vænnet til at bøger, filmkanaler og musik-tjenester ofte tilbyder en lignende ordning, og derfor forventer det med spil også.
Vi kan på redaktionen sagtens se fidusen i, at tilbyde spillere en gratis prøveperiode på spil, såfremt modellen ikke bliver en del af gameplay-mekanikkerne. Men om det er, hvad Wilson helt præcist har i tankerne, er svært at sige.
Spil som Real Racing 3, SimCity BuildIt og til dels Battlefield Heroes har vist sig som solide successer med den forhadte freemium-model tunet en smule mere fornuftigt, mens et spil som Dungeon Keeper har været hadet af mange (ikke mindst fordi det var langt fra originalkilden).
Som tidligere sagt fra undertegnede er freemium-modellen kommet for at blive, og som forbruger er det derfor vigtigt at skelne mellem den gode og dårlige af slagsen.
Hvordan håber I at en fremtidig F2P - eller for at bruge Wilsons udtryk F2S-model - kan komme til at se ud? Kom med nogle bud i kommentarfeltet herunder og fortæl gerne om jeres gode og dårlige oplevelser med F2P-modellen.



<bild>... og dem midt imellem: SimCity BuildIt og Real Racing 3</bild>