Minecraft flytter ind på Viborg Museum

Tekst: Lee West
Publiceret 2015-02-04

Vi elsker, når spil bliver brugt til anderledes projekter end bare underholdning. Nogle af jer husker ganske sikkert, at vi sidste år fortalte om hvordan Viborg Kommune lancerede Vibcraft, som er en 1-til-1-model af hele kommunen, der ligger på en server i Minecraft.

Nu bliver projektet brugt til endnu et fokus på virkelighedens verden. I vinterferien stiller Viborg Museum nemlig en række bærbare pc'er op på museet, så alle de børn, der har lyst, kan hjælpe museet med at rekonstruere De fem Halder i Mojangs populære Minecraft.

De fem Halder er et af de meget betydningsfulde historiske steder i Danmark. I alt fem generationer af borge og herregårde fortæller Danmarks historie fra middelalderen til i dag. Men kun Hald Hovedgård står tilbage i dag.

"Det er oplagt at rekonstruere borgene i Minecraft. Børnene kan ikke få dem at se i virkeligheden, men de kan være med til selv at bygge dem op herinde. Så lærer de noget om, hvordan borgbyggeriet har udviklet sig samtidig med, at de har det sjovt. Og så foregår det på en platform, som de i forvejen bruger", fortæller Trine Egelund Jensen, der er kommunikations- og formidlingsmedarbejder ved Viborg Museum.

Arrangementet finder sted fra den 10. til 12. februar på Viborg Museum.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage