The Witcher 3: Wild Hunt har 200 timers indhold

Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2015-03-30

Vi er kun halvanden måned fra The Witcher 3: Wild Hunts udgivelse, og nu har Senior Game Designer Damien Monnier, bestemt sig for at dele lidt ny info om spillet på Twitter (tak DualShockers). Damien nævnte i denne forbindelse, at spillet vil blive inddelt i akter, men at man ikke vil få at vide hvilken akt man befinder sig i (det vides kun internt). Han pointerede samtidig, at der vil være bestemte quests, der er designet til at lede spilleren fra en akt til den næste.

Det mest teknisk udfordrende ved udviklingen var, ifølge Damien, mængden af unikke NPC-karakterer på skærmen ad gangen, der alle skal have deres egne rutiner. "Det kræver en del planlægning", indrømmede han. Spillere vil kunne personliggøre Geralts hår, ligesom at man vil kunne manipulere hans skæg (som i øvrigt også vokser over tid). I forhold til rustninger, vil man ikke kunne lave om på farveskemaet, men hvert sæt rustning har forskellige niveauer.

Damien uddybede også lidt om indholdet der foregår på havet, og afslørede at man vil kunne bekæmpe fjender både i og under vand. Han advarede samtidig mod storme og store sten (åbenbart kan båden blive knust ret let). På trods af disse mange nye features, slår designeren fast, at spillet er tilgængeligt for nye spillere, og denne tilgængelighed har de opnået gennem udførlige testfaser.

The Witcher 3: Wild Hunt vil have en meget speciel feature, der lader spilleren styre en anden karakter end Geralt, på et meget specifikt tidspunkt i historien. Ifølge Damien vil Ciri bevæge sig meget hurtigere end Geralt, selvom hun er en del svagere, men hun vil have en række magiske evner til at forsvare sig med.

Hvor lang tid vil dette tage spilleren? Altså, ifølge Damien vil The Witcher 3: Wild Hunt tage over 200 timer at slå, hvis man bestemmer sig for at støvsuge spilverdenen for indhold. Da han blev spurgt om PlayStation 4-versionen, og om fokusset på PC og Xbox-udgaven har været på grund af en kontrakt, sagde han således:

"Sometimes our fans understand us more than we can say. Don't worry about a thing. You have my word."

The Witcher 3: Wild Hunt kommer til PC, PlayStation 4 og Xbox One d. 19 maj.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage