Codemasters F1 2015 udkommer om cirka to måneder, og hvis alt går som det skal, kommer vi nok også til at se et spil til næste år. Spillets designer Steven Embling har nemlig fortalt Videogamer, at de fortsat vil holde licensen til at producere Formel 1-spil i 2016. Det vil sige at de har tilladelse til at lave endnu et spil næste år, men efter det skal der endnu en gang forhandles en ny aftale.
Det er ikke den mest overraskende udmelding, men det bekræfter, at vi med stor sandsynlighed får et F1-spil til PS4 og Xbox One i 2016. Udviklerne har i år droppet at lave versioner til sidste generations konsoller, som er en beslutning de nok holder fast i til næste år. Det betyder desværre for de racerfans, der endnu ikke har taget springet til de nye konsoller, at de må nøjes med de tidligere udgivelser i serien.