Der er kommet lidt blandede tal fra Capcom. På trods af at den japanske publisher har tjent flere penge, og har en nettoindkomst på 6,67 mia. Yen (omkring 48,77 mio. Euro), har nettosalget ikke helt levet op til forventningerne, med kun 64,28 mia. Yen (473,83 mio. Euro) i forhold til sidste års 102,20 mia. Yen (753,39 mio. Euro).
Capcom har også annonceret deres planer for dette år. Nettosalg og -indkomst skulle gerne stige igen, blandt andet ved hjælp af Street Fighter V. Spillet udkommer næste år, og udgiveren regner med at sælge to millioner eksemplarer. Capcom har også annonceret at de vil gøre mere brug af eksisterende produkter, og begynde at sælge HD-remastered versioner af deres mere populære ældre spil.