Harmonix' Rock Band 4 nærmer sig sin udgivelse, som ligger i oktober måned i år, og der begynder langsomt at komme flere informationer om, hvad vi kan forvente når spillet kommer på hylderne. Under en nylig snak med IGN, forklarede udviklerne hvordan kampagnen vil komme til at fungere, og det minder overraskende nok om et rollespil.
Man indtager rollen som en spirende musikstjerne, som rejser rundt, for at skaffe gigs og penge, og for at få fans. De penge man tjener, kan bruges på blandt andet tøj og instrumenter, hvilket er vigtigt, da ens points afhænger af ens stage-presence, og en højere score betyder flere fans. Fans er vigtige for at kunne låse op for flere muligheder i spillet, og der vil være flere fanbaser at finde, som alle er baseret på geografiske områder.
Vi forventer at høre mere om kampagnen til E3, men det lyder da ret interessant indtil videre.