Rygte: Guerrillas næste spil hedder Horizon

Tekst: Philip Lauritz Poulsen
Publiceret 2015-06-14

Der har været en masse lækkede informationer om kommende spil i den seneste tid op til den store E3-messe i Los Angeles, hvor blandt andet to nye Smash Bros. figurer, et nyt Transformers-spil og Dark Souls III er blevet afsløret før tid.

Nu er tiden så kommet til endnu et interessant rygte. Dette rygte handler om Guerrilla, som efter sigende skal vise deres kommende rollespil frem under Sonys pressemøde. Det lader til at den meget hemmeligholdte titel nu har fået et navn, nemlig Horizon. Navnet blev opdaget på Neogaf, efter en bruger havde fundet ud af, at Guerrilla har registreret horizonthegame-domænerne (.com, .net og .org), og at de også har skabt en Twitter-konto med samme navn.

Titlen Horizon virker derfor meget plausibel, og der er gode chancer for, at vi kommer til at høre mere om spillet tirsdag nat kl. 03:00 dansk tid, når Sonys pressekonference starter. Der vides ikke så meget andet om titlen, men graver man lidt i de ansattes LinkedIn profiler og dets lige, lader det til, at spillet bliver et tredjepersons open world-spil med en kvindelig hovedperson, og at ansatte fra Bethesda og CD Projekt RED har været headhuntet til projektet, for at sikre at spillet når sit fulde potentiale.

Sidste efterår blev der også lækket, hvad der angiveligt skulle være artwork fra spillet, og hvis du gerne vil have et smugkig på disse, kan du besøge dette link.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage