Bethesda sparkede deres første E3-konference i gang, med et kig på det nye Doom.
Det er tæt inspireret af den klassiske original, hvor du udforsker en forskningsbase på Mars, der er blevet overrendt af dæmoner. Som Id Software executive producer Marty Stratton sagde, da han introducerede gameplay fra spillet: "demons, big f-ing guns, and moving really fast".
Gameplay-klip, der både dækkede single- og multiplayer-aspekterne af spillet, fokuserede netop på dette, med en lang række ikoniske våben, såsom en shotgun, plasma-riffel, motorsav og mere.
Spillet indeholder både single- og multiplayer, men udvikleren introducerede også Snapmap, en baneskaber, der lader spilleren konstruere deres egne baner fra bunden af, og derefter spille dem igennem med venner.
Spillet udkommer til foråret på PC, PS4 og Xbox One.