Tilbage i 2013, før Microsoft afslørede Xbox One-konsollen, og mens rygterne om, at maskinen skulle have en konstant opkobling til internettet svirrede, tog Adam Orth en chance.
På det tidspunkt var han creative director hos Microsofts spildivision, og på Twitter kommenterede han på, at han ikke forstod, hvad folks problem med en konstant internetopkobling var. Han sammenligniede det med ikke at ville købe husholdningsredskaber i frygt for strømsvigt med kommentaren: "Sometimes the electricity goes out. I will not buy a vacuum cleaner"
Det efterfølgende ramaskrig førte til skabelsen af et spil, der handler om en ødelagt rumstation.
Efter at have modtaget adskillige dødstrusler, sagde Orth sin stilling op hos Microsoft, og gik i gang med at arbejde på titlen Adrift sammen med sit udviklerhold hos Three One Zero. Ifølge ham selv er Adrift en metafor for al den had, han stod i skudlinjen for efter Twitter-eksplosionen:
"The destroyed space station is a metaphor for my life at the time," he says. "This isolation is that I felt entirely alone. Instead of talking about it, I just made a game about it."
I Adrift skal man navigere gennem en ødelagt rumstation, altimens man prøver at administrere brugen af ilt fornuftigt (både til at trække vejret, men også til at skabe fremdrift med de thrusters, der er på ens rumdragt). Spillet ser meget lovende ud, men vi ved endnu ikke hvad historiens morale er. Det er næppe, at det er en god ting at true folk på livet.
Hvad synes I om denne måde at komme af med sine frustrationer på? Burde flere industrifolk tage ved lære af dette, og kanalisere deres følelser til noget mere kreativt?
Kilde: Engadget.
