Retro City Rampage går berserk på gamle maskiner

Tekst: Philip Lauritz Poulsen
Publiceret 2015-06-30

Opgraderingen af et spil til den nye generation af konsoller er ikke længere den store nyhed, men det er dog sjældent, at vi oplever en udvikler, der går bagud i generationerne med deres nye spil-versioner. Det er lige præcis hvad VBlank Entertainment er i gang med, da de i øjeblikket har travlt med at få deres retro-spil Retro City Rampage til at fungere i en MS DOS-version, som kører på Intel 486-baserede computere.

Ifølge spillets officielle Facebook-side, kommer spillet til minimum at kræve en 486-serie processor, 4MB RAM og 3,7MB harddiskplads. Styresystemet skal være MS-DOS 3.3 eller nyere, selvom udvikleren kun har testet det på version 4.0. Den nye retro-version vil være gratis at hente for alle, der har købt det oprindelige spil på PC eller Mac, og vil være tilgængeligt hos alle store digitalspilsforhandlere, såsom Steam, GOG og Humble Store.

Hvad synes I om dette? Ejer du spillet, og har du en gammel maskine liggende et sted i skabet? Nu er det måske et godt tidspunkt at hive den frem igen, så du virkelig kan få den fulde retro-oplevelse.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage