Historien mellem Konami og Hideo Kojima er i øjeblikket stadig uklar for offentligheden og pressen, men der er efterhånden ingen tvivl om, at bølgerne har gået højt mellem de to parter. Nu har Konami taget det næste skridt i deres forsøg på at distancere sig fra den populære spilskaber, da de netop har fremvist det endelige cover for Metal Gear Solid V: The Phantom Pain, hvor Kojimas navn ikke længere figurerer, på trods af at manden har stået ved roret hele projektet igennem.
Nyheden kommer i kølvandet på, at vi har lært at Kojimas produktionsselskab sandsynligvis bliver opløst, og at Kojima ophører alt samarbejde med Konami efter udgivelsen af The Phantom Pain.
Vi håber at lære mere om sagen efter spillets udgivelse d. 1 september på PS3, PS4, Xbox 360 og Xbox One (og d. 15 september på PC), hvor Kojima nok har lidt mere frie tøjler til at fortælle verden, hvad der egentlig er sket.