Gearbox arbejder på et nyt spil i Brothers in Arms-serien

Tekst: Philip Lauritz Poulsen
Publiceret 2015-07-17

Det er efterhånden næsten syv år siden vi sidst så en udgivelse af et Brothers in Arms-spil på konsollerne, hvor det sidste vi fik var Brothers in Arms: Hell's Highway. Det var et fint shooter-spil, som også blandede action med nogle gode taktiske udfordringer. Siden da har seriens fokus hovedsageligt ligget på mobilmarkedet, men det lader til at ændre sig snart.

Gearbox Softwares CEO Randy Pitchford har under årets Develop: Brighton-konference fortalt IGN, at firmaet har planer om at udvikle et nyt Brothers in Arms-spil, som også vil have stor fokus på realisme. Projektet er stadig i det meget tidlige udviklingsstadie, og firmaet søger i øjeblikket de rigtige samarbejdspartnere til projektet.

Han afslørede desværre ikke, hvor det næste spil vil finde sted. Idet serien følger soldaterne fra 101st Airborne-kompagniet, og da de tidligere spil fandt sted under operation Market Garden, ville det være oplagt at The Battle of the Bulge i Ardennes var næste destination for serien.

Hvad siger I til lidt mere Anden Verdenskrig på jeres konsoller?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage