GameStop Expo er lige rundt om hjørnet, og selvom vi i forvejen har fortalt om, at du kan prøve Star Wars Battlefront, Just Cause 3, Need for Speed og mange flere spil ved messen, har Sony nu en lille ekstra overraskelse til de deltagende.
GameStop Expo markerer nemlig den nordiske debut for Project Morpheus VR, og de deltagende vil kunne prøve en række VR-oplevelser igennem Sony's headset, der udkommer næste år.
"Vi er helt vildt glade for at give deltagerne til GameStop Expo den her unikke mulighed. Vi ved, at rigtig mange mennesker har store forventninger til Project Morpheus, og nu kan vi så give et udvalg af forbrugerne mulighed for at prøve vores nye Virtual Reality-system, før det kommer ud i butikkerne," siger Bo Michael Christensen, marketingchef i PlayStation Danmark.
GameStop Expo i Bella Centret åbner d. 17 september, og du kan købe billetter lige her