Som det har været rygtet længe, har Apple løftet sløret for en ny udgave af deres Apple TV under et afsløringsevent i San Fransisco, og TV-delen af præsentationen fokuserede nærmest udelukkende på Apps. Brugerne vil kunne få adgang til en specifik Apple TV-butik, hvor man også kan spille spil. Disney Infinity 3.0: Play Without Limits, Guitar Hero Live, Crossy Road og Rayman Adventures, var alle spil der blev bekræftet til Apple TV under eventet.
Det nye Apple TV kommer med en ny fjernbetjening, der indeholder et touch-panel, så det er lettere at navigere menuerne. Siri vil også være en stor del af nye Apple TV, og igennem Siri kan du få adgang til dit indhold ved at bruge din stemme. I nogle spil kan man endda bruge sine andre Apple-enheder som controller.
32GB-versionen af det nye Apple TV koster $149, hvorimod 64GB-versionen koster hele $199. Begge udkommer i USA til oktober.