Da det nye Hitman endelig blev afsløret ved sidste års E3-messe, planlagde IO Interactive at udgive spillet episodisk. Ved udgivelsen ville vi få to prolog-missioner, samt kontrakter i Paris. Derefter ville andre miljøer og indhold komme senere. Efter den negative modtagelse fra spillere, besluttede de sig for at forsinke spillet, så udgivelsesversionen ville indeholde yderligere to miljøer. Alt lod til at ånde fred, indtil i går.
Square Enix begyndte at annullere folks forudbestillinger på PS4, men IO Interactive var hurtigt ude at sige, at folk ikke behøvede at bekymre sig, for spillet var ikke forsinket. Sony sagde, at annulleringerne skyldtes, at produktet havde ændret sig drastisk. Nu ved vi hvorfor.
IO Interactive og Square Enix har endnu en gang besluttet sig for at ændre udgivelsesmodellen, og nu er spillet helt episodisk. Spillet der udkommer d. 11 marts, vil nu inkludere én prolog-mission, samt Paris. Hvis du er interesseret i spillet, skal du af med bare $15.
De to andre miljøer, Sapienza og Marrakesh, vil udkomme i april og maj. Hver af disse koster $10. Det betyder, at de resterende tre miljøer, Thailand, USA og Japan, vil blive forsinket.
Du vil kunne købe hele spillet fra start af til normal pris ($60).