Om få øjeblikke bliver EGL Open - den første Call of Duty: Black Ops 3 LAN-turnering i Europa - skudt i gang. Med nogle af de bedste hold fra Call of Duty World Leagues europæiske Pro Division, såvel som en række Challenger-hold på jagt efter det store gennembrud, skal det nok blive en seværdig turnering.
I alt er der $25.000 på spil, såvel som vigtige Call of Duty World League Point, der er med til at afgøre hvem der kvalificerer sig til verdensmesterskabet senere i år.
Kampene vil blive streamet på Twitch og det officielle EGL-website, om end streamen ikke er gået i luften endnu. Websiden har også den aktuelle gruppestilling. Hele gruppespillet foregår i dag, mens slutspillet løber af stablen i morgen.