Svenske Fnatic kan føje endnu en titel til rækken, efter de i går aftes slog brasilianske Luminosity Gaming 3-0 ved Intel Extreme Masters World Championship-finalerne i Katowice, Polen.
Selvom Luminosity ikke tog nogen map-sejrer i serien på bedst-af-fem, var det stadig et tæt opgør. Både i første og tredje map måtte holdene ud i overtid, inden man fandt en vinder.
Disse to maps viste også med al tydelighed, hvorfor Fnatic regnes som verdens bedste hold. Begge gange kom Luminosity nemlig foran med stillingen 12-3 ved halvlegen, og begge gange fik Fnatic vendt kampen og overtog føringen. Den endelige score for de to maps var 19-17 og 19-15.
Noget anderledes gik det på andet map, Cache, hvor Fnatic overlegent vandt 16-3.
Med sejren i Katowice fortsætter Fnatic deres imponerende stime. Holdet har vundet alle turneringer, de har deltaget i, siden Dennis "dennis" Edman sluttede sig til holdet i november.