Tv-selskabet Turner Sports har længe gået og brygget på deres Eleague, en stor anlagt tv-transmitteret Counter-Strike-turnering i millionklassen. Nu har de offentliggjort de første seks hold, der spiller med i turneringen, med danske Astralis i front.
Udover Astralis deltager også Mousesports og Ninjas in Pyjamas fra Europa, mens Nordamerika bidrager med Counter Logic Gaming, Renegades og Cloud 9.
I alt deltager der 18 hold i Eleague, hvoraf 16 indtil videre skulle have meldt klar til turneringen. Hvem de øvrige hold er, er ikke blevet bekræftet endnu, omend der er rigeligt med spekulation. Man kunne dog spørge sig selv om hvorfor Eleague vælger at lægge ud med en gruppe holdannonceringer, der reelt set kun tæller ét tophold, nemlig Astralis.
Den første sæson af Eleague varer fra 25. maj til 30. juli, og har en præmiepulje på $1,2 millioner - den største for nogen turnering i Counter-Strikes historie.