Britiske Millenium løb med sejren i weekends åbne Call of Duty Challenger Division Tier 2-event. 191 hold spillede med, men i sidste ende skulle vinderen findes mellem Millenium og det spanske hold Baskonia Esports i en kamp, der varede fire maps.
Millenium tog den første runde, et spil Hardpoint, med scoren 250-149, mens Baskonia vandt næste runde, Search & Destroy, 6-3. Tredje og fjerde runde var dog knapt så tætte, da Millenium først udraderede sine modstandere 20-5 i Uplink, og lukkede opgøret 5-1 i et spil Capture the Flag.
Hvor topplaceringer er hverdag for Millenium, var dette en opsigtsvækkende præstation af det spanske hold, der blandt andet slog det pt. bedste hold i Europa, Team Infused, på vej til finalen. Baskonia Esports er i øvrigt esport-afdelingen af den spanske basketball-klub Saski-Baskonia.
Flere danske hold deltog i turneringen. Det bedste resultat stod Devine eSports for, idet de nåede til tredje spillerunde, hvor de blev slået af tyske Killerfish eSport. Det svarer til en placering i top 64. Desværre klarede redaktionens favorithold, de navnkundige Amager Losers, sig mindre godt - eller rettere sagt, de udeblev helt fra turneringen.
Millenium har vundet $2000 for deres førsteplads, samt 500 CWL Point til hver af deres spillere. Baskonia vinder $1000 og 300 CWL Point til hver spiller.