Mange overraskelser til første dag af MLG Columbus

Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2016-03-30

Første dag af MLG Columbus viste sig at blive nøjagtigt lige så underholdende og spændende som man kunne håbe på. Topholdene klarede sig generelt som man kunne forvente, men blandt de svagere hold var der masser af overraskelser.

Set med danske øjne var der for en stund grund til dybe panderynker, da Astralis kom virkelig dårligt fra start i deres kamp mod det russiske/khazakstanske/finske mixhold Gambit Gaming. Efter Gambit havde taget en føring på 5-1 så danskerne sig nødsaget til at tage en timeout. Det gav heldigvis pote, så danskerne førte 9-6 ved halvlegen og endte med at vinde 16-10. Taget i betragtning at Gambit er et relatavt nyt hold, var det en rent opsigtsvækkende præstation.

Vingeskudste Ninjas in Pyjamas kom på arbejde i dagens åbningskamp, da de skulle op mod FlipSid3. NiP kan ikke spille med deres sædvanlige opstilling, da pyth grundet visumproblemer ikke kunne nå til Columbus inden turneringens start. Derfor har træner THREAT måtte træde ind, og selvom han har lavet mirakler for holdets taktiske spil, er han mildest talt rusten når det kommer til selv at spille. Derfor blev det også en tæt kamp, hvor begge hold præsterede stærkt på T-siden. NiP vandt i sidste ende med scoren 19-17 i overtid, men de kommer næppe langt i turneringen med THREAT som spiller.

Luminosity slog som ventet Mousesports, men tyskerne gav det brasilianske hold kamp til stregen. NiKo og kompagni tryllede i deres pistol- og økorunder, men Luminosity holdt stand og vandt 16-13.

Team Liquid stod for turneringens første store overraskelse, da de overlegent slog det nordiske hold FaZe Clan. Især første halvleg var en nedsabling, da FaZe kun kunne holde stand mod amerikanernes T-side i tre runder. Stillingen var 12-3 ved halvlegen, og FaZe formåede at få yderligere otte runder på tavlen da det var deres tur til at spille terrorister, men det var ikke nok. Team Liquid vandt kampen 16-11, og dermed har FaZe kun vundet 5 af de sidste 22 maps de har spillet i turneringer. Rygterne svirrer om et snarligt kollaps.

Det modsatte kan man sige om Fnatic, der behændigt slog Splyce 16-5. Turneringen storfavoritter så nøjagtigt lige så stærke og komfortable ud som et hold, der har vundet seks turneringer i træk, burde.

Det kan diskuteres om Counter Logic Gamings 16-8 sejr over EnVyUs var en decideret overraskelse, men det står klart at det franske hold stadig er i tovene. Siden de vandt den sidste Major, DreamHack Cluj-Napoca, har holdet været i frit fald, og de har tydeligvis ikke fået løst deres problemer endnu. Og eftersom de skal møde Gambit Gaming senere i dag, i en kamp hvor taberen ryger ud af turneringen, er der nu en meget realistisk chance for at EnVyUs ikke når ud af gruppespillet.

Na'Vi kom skidt fra start mod Cloud9, og kunne dårligt nok ramme med deres skud mens amerikanerne blitzede sig vej til en føring på seks nul. Efter en timeout kom der dog helt andre boller på suppen, og den endelige stilling lød 16-9 i Na'Vis favør, idet Cloud9 - der spiller uden deres sædvanlige træner - ikke kunne finde et modsvar.

Dagens sidste kamp var mellem Virtus.Pro og G2 Esports, to hold der begge har spillet under deres sædvanlige niveau i år. Virtus.Pro har især været i dyb krise, men det viste de ingen tegn på i nat. I stedet damptromlede de G2 i en kamp, der mindede os om hvorfor det polske hold plejer at være blandt verdens bedste. Den endelige score lød på 16-1. Av.

Dagens kampe
Både vinder- og taberkampene i hver gruppe bliver spillet i dag. Det betyder at gårsdagens vindere møder hinanden, og sejrherrene her går videre til slutspillet. Gårsdagens tabere møder også hinanden, og nederlag her betyder man er endegyldigt ude af turneringen.

De sidste hold møder så hinanden i morgen (hvor kampene i øvrigt spilles som bedst-af-3), hvor man finder de sidste fire hold til slutspillet.

Dagens kampe er planlagt til at starte klokken 16:00. Hvis tidsplanen holder (og det gør den næppe), skal Astralis i aktion mod Counter Logic Gaming klokken 23:00.

Dagens kampe er:
Gruppe A tabere: FlipSid3 vs Mousesports
Gruppe A vindere: Ninjas in Pyjamas vs Luminosity Gaming

Gruppe B tabere: FaZe Clan vs Splyce
Gruppe B vindere: Fnatic vs Team Liquid

Gruppe C tabere: Gambit Gaming vs EnVyUs
Gruppe C vindere: Astralis vs Counter Logic Gaming

Gruppe D tabere: Cloud9 vs G2 Esports
Gruppe D vindere: Na'Vi vs Virtus.Pro

Fnatic så afslappede ud i deres kamp mod Splyce. Foto: MLG

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage