På papiret havde danske Astralis trukket den sværest mulig modstander, da det stod klart at de skulle møde Fnatic til kvartfinalen ved MLG Columbus - et hold der har vundet de sidste seks turneringer, de har deltaget i.
Men det var nok de færreste der havde forudset hvordan kampen ville have udspillet sig. Fnatic var klare favoritter, men danskerne endte med at pille det hold, der generelt betragtes som verdens pt. bedste, fuldstændig fra hinanden.
Astralis sad i førersædet gennem hele første map, Overpass, hvor de hentede 10 rundesejre i første halvleg og holdt sig foran i anden, med en endelig score på 16-10.
Men det var på Fnatics banevalg, Cache, at danskerne virkelig stak af. Astralis havde tydeligvis regnet Fnatic ud, og knuste dem i første halvleg med scoren 13-2. Fnatic så forvirrede og nedslåede ud mens Astralis øgede deres føring op til match point, og selvom Fnatic formåede at tage tre runder derefter, var kampen reelt set afgjort. Astralis lukkede kampen 16-5, og møder Natus Vincere i semifinalerne i dag.
Na'Vi havde slået Ninjas in Pyjamas i en sikker 2-0-sejr tidligere på aftenen, hvor de sendte det andet svenske hold ud af turneringen med en 16-9-sejr på Inferno og 16-10 på Mirage. Det var en kamp kendetegnet af stærkt, sikkert spil fra Na'Vis side, og selvom NiP var på kanten af et comeback på første map, efter at have været 11 runder bagud, var de aldrig i nærheden af overtaget.
Den rent amerikanske kvartfinale mellem Team Liquid og Counter Logic Gaming understregede at førstnævnte formår at præstere under pres. CLG tog en massiv føring på første map, Cache, hvor de var foran 3-12 ved halvlegen. Men det ville S1mple og kompagni ikke finde sig i, idet de tog 11 runder i streg på T-siden og vandt spillet 16-13. Anden map, Mirage, var en ensidig omgang hvor Liquid ikke tabte en eneste runde som terrorister og vandt 16-6.
Dagens kampe begynder klokken 16 med den sidste kvartfinale mellem Luminosity Gaming og Virtus.Pro. Semifinalen mellem Astralis og Na'Vi er planlagt til at starte klokken 18:30, mens semifinalen mellem Liquid og vinderen af LG/VP går i gang klokken 21:00 - medmindre tidsplanen skrider, selvfølgelig.