ESL One Cologne er den næste CS:GO Major

Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2016-04-11

Netop som vi har fået pusten oven på MLG Columbus Major-mesterskabet har Counter-Strike-skaberne fra Valve udpeget den næste Major-turnering.

ESL One Cologne, der foregår 5-10. juli, er den næste turnering i rækken af Major-mesterskaber. Det betyder at der er $1 million i præmiepuljen, og at der som altid vil blive solgt virtuel merchandise i form af stickers med holdlogoer, spillerautografer og mere til.

Traditionen tro er de otte bedste hold fra den forrige Major automatisk inviteret. Det betyder at Luminosity Gaming, Natus Vincere, Astralis, Fnatic, Team Liquid, Counter Logic Gaming, Virtus.Pro og Ninjas in Pyjamas alle kommer i aktion.

De øvrige otte hold bliver fundet gennem en række kvalifikationsturneringer, som der kommer detaljer om senere. Dog ved vi at de to bedste hold fra hver af de fire kommende regionale Minors - en ny serie af turneringer som Valve lancerede i år - bliver inviteret.

ESL One Cologne har også haft Major-status i 2015 og 2014. Slutspillet til turneringen foregår endnu en gang i Lanxess Arena i Köln, der snildt har plads til over 10.000 gæster.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage