Du har måske ikke umiddelbart hørt navnet Leslie Benzies før, men han er en af hjernerne bag millionsuccesen Grand Theft Auto V. Han er nemlig tidligere præsident hos udvikleren Rockstar North, men d. 1 september 2014 tog Benzies en længere pause, for så at forlade firmaet helt i januar.
Dog lod det til, at Benzies og Rockstar skiltes under acceptable omstændigheder, men nu har Benzies fortalt spilmagasinet Polygon, at historien slet ikke er så simpel. Faktisk sagsøger han sin tidligere arbejdsplads, samt udgiverfirmaet Take-Two, for hele $150 millioner.
Ifølge Benzies har firmaet nemlig forsøgt at tvinge ham ud, for da han forsøgte at vende tilbage efter sin pause d. 1 april 2015, virkede hans elektroniske nøglekort til Rockstar-kontorerne ikke længere. Efter at være blev vist ind af sikkerhedsvagt, fik han pænt at vide af Rockstar's manager, at han skulle forsvinde. Indtil videre har Benzies ikke fået nogen forklaring på, hvorfor Rockstar pludselig har vendt ham ryggen.
Derudover skulle Rockstar-stifterne, brødrene Dan og Sam Houser, eftersigende have tilbageholdt royalty-penge for Benzies, men hverken Rockstar, Houser-brødrene eller udgiverfirmaet Take-Two har kommenteret på de konkrete anklager endnu. Dog fortæller de i en meddelelse til IGN, at Benzies har forsøgt at tage æren for produktionen hos Rockstar North, og at de synes hans opførsel er "bizar". Begge parter ønsker at gå i retten.
Grand Theft Auto V har solgt 60 millioner kopier siden udgivelsen i september 2013.