De to danske hold i Counter-Strike-turneringen DreamHack Masters Malmö tørnede sammen i går, og det gik ikke stille for sig. Dignitas og Astralis mødtes på Cache i en kamp, der ville sende vinderen direkte videre til slutspillet.
På papiret burde det være en let sejr til Astralis, der klart er det stærkeste af de to hold. Men sådan gik det ikke. Trods en tidlig 3-5-føring til Astralis slog Dignitas koldt vand i blodet, og pludselig havde de både udlignet og taget føringen 8-5. Ved pausen stod det 9-6.
Astralis kom bedst fra start i anden halvleg, og med en sejr i pistolrunden og god økonomi kunne de udligne til 9-9. Men Dignitas fandt det tålmodige og metodiske spil frem og tog de næste syv runder frem til en slutstilling på 16-9.
Dermed er Dignitas i kvartfinalerne, mens Astralis skal spille mod Ninjas in Pyjamas senere i dag om den anden slutspilsplads i deres gruppe.
Dignitas var ikke det eneste hold, der overraskede i gårsdagens spillerunde. Kinesiske TyLoo slog Team Liquid ud af tuneringen i gruppe B's taberkamp, der efter to meget lige halvlege gik i dobbelt overtid. Her vandt TyLoo med stillingen 22-19, og sendte MLG Colubmus-semifinalisterne ud i kulden.
Der var også overraskelser i gruppe B's vinderkamp, hvor Columbus-mestrene fra Luminosity mødte Mousesports. Det er et opgør som brasilianerne plejer at vinde, men ikke denne gang. Det tyske hold formåede at lukke helt ned for modstanderne med stærke præstationer fra både nex, NiKo og denis, og således endte kampen 16-7.
Godsent slog G2 Esports ud af turneringen med væsentligt bedre spil end de viste på førstedagen i en kamp, der endte 16-8. EnVyUs viste livstegn da de eliminerede FaZe med scoren 16-12. Virtus.Pro klarede sig 16-9 mod Tempo Storm, og Na'Vi vandt som forventet mod Counter Logic Gaming.
I dag er det vind eller forsvind for de otte hold, der endnu ikke har sikret sig plads i slutspillet. I modsætning til de to første spilledage foregår alle dagens kampe som serier på bedst-af-tre. Tidsplanen er som følger.
Torsdag, 14. april
10:30 - Pre-show
11:00 - Luminosity Gaming vs TyLoo - BO3
14:00 - Counter Logic Gaming vs Godsent - BO3
17:00 - Astralis vs Ninjas in Pyjamas - BO3
20:00 - Tempo Storm vs EnVyUs - BO3