Astralis og Luminosity er ude af DreamHack Masters Malmö

Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2016-04-15

Den sidste runde af gruppespillet ved DreamHack Masters Malmö - vind eller forsvind-runden - blev den mest kaotiske og overraskende i turneringen indtil videre. Kort sagt røg alle de tilbageværende favoritter ud, mens de undertippede hold tabte.

Danske Astralis, der er blandt de fire bedste Counter-Strike-hold i verden, led et svidende 2-1 nederlag mod svenske Ninjas in Pyjamas. Svenskerne lagde klart bedst ud på første map, Cache, hvor de straffede Astralis for aggressivt spil med en 11-4 føring ved halvlegen. Astralis sikrede sig en enkelt runde mere, efter de skiftede til terrorist-siden, mens NiP viste hvorfor Cache er deres måske stærkeste map. Den endelige score lød på 16-5.

Andet map var Inferno, hvor Astralis atter kom bagud fra starten. Men danskerne gav ikke op, og vendte en 2-5-stilling til en føring på 10-5. Da det blev NiPs tur på CT-siden slog de igen, og reducerede til 9-10, men dupreeh hev luften ud af deres ballon med et firedobbelt kill, og derfra tog de resten af runderne. Slutstillingen lød 16-9.

Altså skulle kampen ud i et tredje og afgørende map, Train. Det blev en tæt omgang, hvor Astralis hev en kneben 8-7-føring i første halvleg. Men pyjamasninjaerne var fyr og flamme, tog ni runder i anden halvleg, og lukkede kampen 16-12. Altså går det svenske ex-tophold videre til kvartfinalerne, mens Astralis kan tage hjem.

Kinesiske TyLoo - der har deres europæiske turneringsdebut i Malmø - overraskede onsdag ved at slå Team Liquid ud af turneringen. Men den sejr er nærmest en fodnote ved siden af den bedrift, holdet præsterede i går, hvor de slog MLG Columbus-mestrene ud af turneringen. Det skete i en tæt 2-1-kamp, hvor TyLoo vandt Cache 16-14, tabte Overpass 7-16, og sikrede en plads i kvartfinalen med en 16-12-sejr på Inferno.

Turneringens andet svenske hold, Godsent, sendte Counter Logic Gaming hjem til USA i deres sidste gruppekamp. Holdet, som den tidligere Fnatic-spiller pronax er anfører for, viste atter engang deres niveau med en 2-0 sejr på banerne Overpass (19-16) og Cache (16-8). Selvom holdet er relativt nyt, og ikke har deltaget i nogen turneringer i denne størrelsesorden før, har de fundet kampformen på rekordtid - holder de niveauet skal de nok blive fast inventar ved store turneringer fremover.

Franske EnVyUs og brasilianske Tempo Storm mødte hinanden i gruppespillets første runde, hvor Tempo Storm tog sejren. Men i går fik EnVyUs endelig den revanche, de har ventet på siden IEM Katowice, da de slog brasilianerne 2-0 med scoren 16-9 på Dust2 og 16-14 på Inferno.

Udover at de undertippede hold løb med alle sejrene i går, bød dagen også på en glædelig nyhed for Na'Vi-fans. Lægerne har meldt deres superstjerne, GuardiaN, klar til kamp, og han kommer til at spille med i lørdagens kvartfinale.

Programmet for kvartfinalerne er således:

Lørdag, 16. april
10:15 - Pre-show
11:00 - Natus Vincere vs TyLoo - BO3
14:00 - Dignitas vs EnVyUs - BO3
17:00 - Mousesports vs Godsent - BO3
20:00 - Virtus.Pro vs Ninjas in Pyjamas - BO3

Følelserne gik højt da Ninjas in Pyjamas slog Astralis. Foto: Adela Sznajder, DreamHack

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage