Vi har hørt tonsvis af rygter i månedsvis om den mystiske PlayStation 4.5, en opgraderet version af konsollen, og selve tyngden af rygterne leder os efterhånden til at tro, at der må være noget om snakken. Vi venter fortsat på en officiel afsløring, men nu har nye detaljer set dagens lys.
GiantBomb har bekræftet gennem en række pålidelige kilder, at den nye konsol har kodenavnet "NEO", og understøtter 4K.
For at kunne understøtte den højere opløsning har konsollen ikke overraskende bedre indmad, i form af en bedre CPU, GPU og Memory Bandwith. For at sikre at nye spiludgivelser kan køre flydende på begge konsoller, vil nye spiludgivelser fra oktober og frem køre på enten almindelig vis eller i "NEO Mode", altså en forbedret version for dem der har den hurtigere konsol.
Selvom konsollen understøtter 4K, er det ikke et krav fra Sonys side at spillene benytter den højere opløsning. Derudover vil PS4 NEO ikke udkomme før efter udgivelsen af PlayStation VR i oktober, og der vil ikke være spil der kun kan spilles på NEO. Konsollen er ment som en tilføjelse, ikke en erstatning.
Afslutningsvis fortæller kilderne, at konsollen vil benytte samme online-struktur, samme online-butik og samme arkitektur, for at bevare forbindelsen imellem de to stykker hardware. Det er samtidig muligt for udviklere at udgive opdateringer, så spil der allerede er på markedet kan benytte NEO's ekstra hestekræfter.
Holder rygterne stik vil vi uden tvivl høre meget mere om denne nye konsol ved dette års E3-messe i juni.