PlayStation Network var mere profitabelt end hele Nintendo sidste år

Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2016-04-29

Mario-huset er i vanskeligheder, og som der normalt er kutyme for i branchen, så har Sony valgt at gnide salt i såret.

Nintendo kunne for nylig præsentere nogle ret skuffende resultater for det forgangne finansår, for grundet manglende udgivelser og en forsinkelse af NX-konsollen, så er indtjeningen faldet med hele 61% sammenlignet med sidste år.

Samtidig har Sony fremlagt deres finansresultater for den samme periode, og her fremgår det tydeligt, at PlayStation Network, altså online-butikken som man køber spil fra på sin konsol, tjente mere end hele Nintendo-koncernen. Nyheden kommer fra en blogger, der har gravet i begge finansrapporter, og har leveret nyheden via Twitter.

Sonys PlayStation Network-tjeneste indtjente 529 millioner yen, hvorimod Nintendos samlede indtjening ligger på 504 millioner yen.

Dette år ser ikke ud til at blive bedre for Nintendo, for The Legend of Zelda Wii U er blevet forsinket, og NX-konsollen ankommer først til næste marts. Dog lader det til, at NX vil udkomme med masser af solid software ved udgivelsen, så finansåret 2017 kunne gå hen og blive et stort år for Nintendo. De skal bare lige overleve dette år ud.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage