PlayStation 4 rammer 40 millioner solgte konsoller

Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2016-04-29

PlayStation 4 dominerer det internationale marked, det er der vist ingen tvivl om, men takket være de fantastiske finansrapporter fra virksomhederne, der producerer disse konsoller, ved vi nu mere om præcis hvordan det står til.

Disse finansrapporter indeholder nemlig ret præcis salgsdata for hvordan firmaernes diverse produkter har klaret sig det seneste år. Så hvordan står det til? Faktisk fortæller rapporten, som i øvrigt kan findes lige her, at Sony solgte 17,7 millioner PlayStation 4-konsoller i perioden marts 2015 til april 2016, og det bringer det samlede antal af solgte PlayStation 4-konsoller op på 40 millioner.

Lad os placere dette tal i noget kontekst. Til sammenligning har Nintendos Wii U-konsol, der ikke har klaret sig synderligt godt på markedet, solgt cirka 12,8 millioner, og den har endda været på markedet hele 12 måneder længere. Microsoft deler ikke længere konkrete salgstal for Xbox One med offentligheden, men for nylig blev det estimeret, at konsollen har solgt omtrent 18 millioner.

Derudover er der også enorm vækst i konsollens digitale butik, PlayStation Network, der har indbragt hele ¥529,000,000, som er mere end hele Nintendos forretning i løbet af det sidste finansår.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage