Uncharted 4: A Thief's End er lige rundt om hjørnet, og vi er alle spændte på at opleve den ikoniske helt Nathan Drakes sidste eventyr. Udvikleren bag serien, Naughty Dog, har også The Last of Us på CV'et, og det har længe været kendt, at en efterfølger til zombie-spillet ligeledes er i støbeskeen.
Det er dog længe siden at vi har hørt noget fra dette projekt, men nu har Uncharted 4: A Thief's End og The Last of Us-instruktøren Neil Druckmann udtalt sig om tidsplanerne for The Last of Us 2.
Studiet har i løbet af de seneste par år udviklet en række prototyper, og arbejdet på op til flere koncepter, men Uncharted 4: A Thief's End har krævet meget af mandskabet, så derfor blev samtlige ansatte flyttet over for at få spillet ud af døren.
Druckmann udtaler nu til Gamesradar, at efter at holdet har udviklet en række udvidelser til Uncharted 4: A Thief's End, så vil de vende tilbage til de førnævnte prototyper, og for alvor påbegynde udviklingen af The Last of Us 2.
The Last of Us som serie vil derudover også blive til en film, som netop er ved at blive udarbejdet af blandt andet Druckmann.