Star Wars Battlefront 2 udkommer i 2017

Tekst: Magnus Groth-Andersen, Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2016-05-10

Star Wars Battlefront har været en gigantisk succes for EA og DICE, og har solgt over 14 millioner eksemplarer, som må siges at være ganske respektabelt. Dog lader det ikke til, at EA hviler på laurbærene, for en efterfølger er allerede i støbeskeen.

I går afholdte udgiveren en åben telekonference for sine aktionærer, og her kunne presse som sædvanlig lytte med. Her blev det afsløret, at en efterfølger til Star Wars Battlefront er på vej, og at den allerede ankommer næste år.

Der blev ikke afsløret nogle detaljer om det nye spil, men siden originalen, der udkom sidste november, udelukkende fokuserede på den originale trilogi af Star Wars-film, er det nok ikke langt ude at tro, at dette nye spil vil have mere med Star Wars: The Force Awakens og den kommende Episode VIII at gøre.

Battlefront blev sidste år modtaget positivt at pressen, men en af klagerne der gik igen var manglen på en singleplayer-kampagne, så det kan være at dette er en af de store tilføjelser i denne omgang.

EA er lige nu den eneste udgiver, udover Disney selv, der laver spil baseret på Star Wars-licensen, men denne ekslusive aftale gælder kun i 10 år. Derfor arbejder stort set alle udgiverens studier på Star Wars-spil. Titanfall-studiet Respawn Entertainment, DICE, Bioware, Visceral, alle har de projekter på vej, der foregår i en galakse langt, langt væk.

Hvad er dine forventninger til Star Wars Battlefront 2?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage